
De tre nominerede til prisen Verdens Bedste Indkøber 2025
Tre organisationer er nomineret til prisen Verdens Bedste Indkøber 2025, som uddeles på Forum for Bæredygtige Indkøbs årskonference.
Prisen hylder de organisationer, der viser, hvordan man kan bruge indkøb som et strategisk redskab til at fremme bæredygtighed, innovation og samfundsansvar.
De tre nominerede – Herning Kommune, Nykredit og VIA University College – viser på hver deres måde, hvordan indkøb kan skabe reel forandring i markedet og inspirere andre til at følge efter.
Herning Kommune
Herning Kommune viser, hvordan bæredygtighed kan bruges som et aktivt konkurrenceparameter i offentlige udbud. De har gjort op med pris som det afgørende parameter og arbejder i stedet efter en 40/40/20-model, hvor pris kun vægtes 20 %, mens bæredygtighed og kvalitet bærer hovedvægten.
Herning kommune sætter handling bag ordene og viser, hvordan offentlige indkøb kan være en drivkraft for grøn konkurrence og positiv klimaeffekt – ikke et tillæg, men et styrende princip for, hvordan man samarbejder med markedet.
Nykredit
Nykredit har bevist, at det kan lade sig gøre at gå fra strategi til praksis, når bæredygtighed bliver en integreret del af indkøbsfunktionen. Deres tilgang viser, at grønne valg ikke behøver at være dyrere – tværtimod kan de skabe både økonomisk og miljømæssig gevinst.
Med cirkulær tænkning og modet til at afprøve nye veje har Nykredit overvundet barrieren om, at alt skal være nyt for at være bæredygtigt. Juryen fremhæver, at Nykredits case kan inspirere andre virksomheder til at tage skridtet fra intention til handling – og vise, at grøn omstilling er både realistisk og rentabel.
VIA University College
VIA University College har gjort ansvarlige indkøb til en drivkraft for den grønne omstilling. De arbejder partnerskabsorienteret med leverandører, datadrevet med hele værdikæden og deler deres erfaringer De har samtidig fokus på at fremme cirkulær økonomi og som helhedsorienteret organisation spørger VIA hele tiden: Hvordan kan vi indkøbe bedst muligt?
De kombinerer innovation, partnerskaber og cirkulær økonomi i praksis og viser, hvordan indkøb kan være en strategisk funktion, der balancerer miljø, økonomi og samfundsansvar – og skaber mærkbar effekt gennem samarbejde og nytænkning.
Prisen uddeles på Forums årskonference
Vinderen af Verdens Bedste Indkøber 2025 offentliggøres og fejres på Forum for Bæredygtige Indkøbs årskonference, den 10. november hos Dansk Industri.
Prisen uddeles i samarbejde mellem IKA, Etisk Handel Danmark, Dansk Erhverv, Dansk Industri og Forum for Bæredygtige Indkøb.